Tjaaa, heller sent end aldrig, ikke? :D

Men kom lige til at tænke på et fedt citat, jeg har hørt engang:

Sometimes i dream about a world with peace, no wars, and happiness.
But then, i get awaken by reality.

Nu et meget fedt citat, det betyder faktisk meget... Og hvis man går helt ned i dybden er det virkelig et skræmmende uhyggeligt korrekt citat, når alt lige pludselig går så godt, og alt er en drøm.. Så bliver man vækket af virkligheden, men det betyder ikke man skal være nedtrykt hele tiden, få det bedste ud af det du har, inden du mister det, fordi intet varer evigt!

Men skal også tilbage til skolen, med krykker imorgen, for første gang, render jeg rundt med krykker. Skal sgu nok blive komisk :D Men det er skam med skolelektier, projektopgaver osv, virkelig fedt at komme tilbage til, eller noget :P

Men til jer der ikke ved hvad der skete, og grunden til jeg render rundt med krykker, jeg trænede kampsport (Weng chun) også blev benene taget væk fra mig (jeg blev sweepet), også lander jeg virkelig akavet med mit knæ, og jeg mener virkelig akavet! Så jeg røg op på Hillerøds skadestue, vi ankom kl. 22:30, og blev færdig behandlet kl. 2:30, åh jeg elsker Hillerøds berømte skadestues ventetider! Så jeg slap med en kæmpe forvredning af mit knæ, og lægen var desværre, bekymret for at mit knæ sidder løst, så ja, det er noget lort :P

Men det er fandme kedeligt at ligge med benet op derhjemme, og bare ligge og gøre ingenting... Det er fandme sjovt, eller noget, hahahaha :) Men nu overtager de smertestillende jeg har fået doseret.. Så godnat til jer fokes, sov godt og bless you!

Simone, Maria, Matina og Ali er the peeps of the week, ja undskyld låner den lige melis, hæhæ. sue me :D

Jeg havde lige lyst til at være poetisk... Det er altid sjovt, og underholdene, men her er det.

The colour of the rainbow:

Everytime i look into your eyes
I see the colour of the rainbow
I wish I could stay with you forever
but your slowly pushing me away
I love your smiles, I seen your scars
But for me baby, that’s nothing

I like you’re the way you are
And I could never change you.
Your smiles are like a million suns
Your hair like a beautiful river
I love you for what you  are
and I would never leave you.

Every time I see  you,
or even hear you
I get a little crazy,
because you’re really beautiful
I love your voice
I love you too.

I would love to stay with you
both night and day
Just say my name, and I’ll stay
I would love you to the end
I can never let go of you
Because you  mean the world for me.

I would never cheat on you
Yes I would love another girl
but she would call you mommy
But your slowly pushing me away
And when I look into your eyes
It’s the colour of the rainbow.

Som matina siger, det er sødt.. Og jeg er poetisk, når jeg vil være det... Det tog mig godt og vel.. 5 minutter at lave.

Men det der når man møder søde personer? Det er sgu da virkelig et plus i min bog! Det gør mig da utrolig glad :D Det er altid dejligt, især når personerne er glade, og utrolig søde :3

Well, det her bliver et kort indlæg, men her er en liste over awesome personer!

Mathilde
Matina
Martin
Martin
Maria
Melis
Rasmus
Niclas
Kristoffer
Mike
Nichlas
Tjaa, det var en liste over de ekstra awesome personer, men generelt holder jeg bare af mine venner, og de betyder utrolig meget for mig.

Og tjaaa.. I er fawking awesome oki?

Tjaa, lige fra en start synes jeg generelt at folk skal lærer mig at "kende" og min fortid, ikke fordi jeg er stolt af den, det er jeg bestemt ikke. Men hey, folk kan lide at læse om andres liv, right? Det er ikke lige den mest optimistiske roman.. Men det er trods alt resterne af min barndom. Beskeden er skrevet til en ven, fordi han ville "give op". Så fik han den her smøre i hovedet.

Niclas. Nu skal du lige hører her, det er måske svært at tro, men fuck det. Believe it or not. Før i tiden, fra 0-7 klasse blev jeg mobbet, dagligt. Jeg blev mobbet med alt muligt pis, nogen ting som jeg ikke havde gjort, fordi der ikke var nogen der synes om mig. Det stod på i 8 år dude. Hvordan fanden tror du jeg har haft det? Jeg har haft selvmordstanker, jeg har været træt af alt, og jeg har næsten opgivet. Jeg var en social taber, jeg sad hjemme hver dag og spillede pc, for at glemme dem og skolen. Jeg var slap som en gren, ja hvis ikke tyndere. Jeg kunne ikke noget overhovedet. Også græd jeg over ingen ting. Uanset hvad jeg gjorde, var alt noget lort. Det eneste der trøstede mig, var at jeg fik nogen gode karakter. Og mine venner? Jeg havde 2. Også var resten min familie. Men så fordi jeg begyndte at blive mere social, og nok også mere moden, fik folk ændret deres syn på mig, og jeg blev for en gangs skyld accepteret, og budt velkommen, når jeg kom i skole osv. Folk ville lige pludselig være sammen med mig, og være venner med mig. Det gør måske noget at jeg var optimist. Men se på mig idag, der er gået godt, hvad, et år cirka? Se hvor mange venner jeg har fået idag, se hvor social jeg er, se hvordan jeg har det ren fysisk. Jeg har fået muller, jeg er blevet stærkere.. Og nu har jeg flere venner, end familie medlemmer.. Og jeg kan snakke og blive venner med alle. Tænk over det der, før du faktisk giver op. Jeg gav ikke op i 8 år, tænk hvor meget jeg var igennem, tænkt hvor hårdt jeg havde det? Og ikke nok med det, min sygdom gjorde det heller ikke bedre. Jeg var nærmest bundet til en seng, jeg var døden nær, med min sygdom, jeg havde næsten fået lever svigt, og nyrer svigt af min skide sygdom. Jeg kunne ikke gå, jeg var blegere end sne næsten også vejede jeg 24 fucking kilo? Hele min barndom røg væk den sommerferie, i 2007. Ikke at det var nogen god barndom men ja. Jeg lå døden nær i en seng, 2 dage før og lægen ville have ment det var for sent. Jeg fik hvad 2 uger af den sommerferie, 2 uger af 2 måneder, bare på at genoptræne mig selv. Jeg kunne hverken gå, løbe eller holde balancen mere. Jeg måtte lærer mig selv at gå igen, jeg måtte lærer mig selv at cykle, og generelt holde balancen igen. Jeg var skræmt fra vid og sans, og vidste ikke om jeg skulle overleve. Også var der jo lige mobningen oven i købet. Tænk lige over det inden du giver op. Jeg kæmpede imod det i OTTE FUCKING ÅR?! Hvor sur og rasende tror du lige jeg blev? Men det gav potte til sidst, jeg fik venner, jeg blev social, og begyndte at få gode pige venner.

Og ikke nok med det, jeg mistede min bedsteven som 5 årig.. Han røg igennem isen, og blev senere fisket op af en kran, det har bogstaveligt brændt sig ind i hjernen på mig.

Ja, mit liv er ikke lige frem en prinse historie. Men hey, man kan jo ikke vinde alt vel?

Men idag, er jeg slet ikke sådan, jeg har venner, en dejlig familie, nogen fede URL venner også. Også er jeg så skide social det gør ondt. Jeg ville bare ud med det, for nu kunne jeg ikke holde det tilbage. Og jeg er underligt nok ikke blevet emo af den omgang, jeg er en frisk glad og utrolig livsglad dreng, der hygger mig dagligt.