Tjaa, lige fra en start synes jeg generelt at folk skal lærer mig at "kende" og min fortid, ikke fordi jeg er stolt af den, det er jeg bestemt ikke. Men hey, folk kan lide at læse om andres liv, right? Det er ikke lige den mest optimistiske roman.. Men det er trods alt resterne af min barndom. Beskeden er skrevet til en ven, fordi han ville "give op". Så fik han den her smøre i hovedet.

Niclas. Nu skal du lige hører her, det er måske svært at tro, men fuck det. Believe it or not. Før i tiden, fra 0-7 klasse blev jeg mobbet, dagligt. Jeg blev mobbet med alt muligt pis, nogen ting som jeg ikke havde gjort, fordi der ikke var nogen der synes om mig. Det stod på i 8 år dude. Hvordan fanden tror du jeg har haft det? Jeg har haft selvmordstanker, jeg har været træt af alt, og jeg har næsten opgivet. Jeg var en social taber, jeg sad hjemme hver dag og spillede pc, for at glemme dem og skolen. Jeg var slap som en gren, ja hvis ikke tyndere. Jeg kunne ikke noget overhovedet. Også græd jeg over ingen ting. Uanset hvad jeg gjorde, var alt noget lort. Det eneste der trøstede mig, var at jeg fik nogen gode karakter. Og mine venner? Jeg havde 2. Også var resten min familie. Men så fordi jeg begyndte at blive mere social, og nok også mere moden, fik folk ændret deres syn på mig, og jeg blev for en gangs skyld accepteret, og budt velkommen, når jeg kom i skole osv. Folk ville lige pludselig være sammen med mig, og være venner med mig. Det gør måske noget at jeg var optimist. Men se på mig idag, der er gået godt, hvad, et år cirka? Se hvor mange venner jeg har fået idag, se hvor social jeg er, se hvordan jeg har det ren fysisk. Jeg har fået muller, jeg er blevet stærkere.. Og nu har jeg flere venner, end familie medlemmer.. Og jeg kan snakke og blive venner med alle. Tænk over det der, før du faktisk giver op. Jeg gav ikke op i 8 år, tænk hvor meget jeg var igennem, tænkt hvor hårdt jeg havde det? Og ikke nok med det, min sygdom gjorde det heller ikke bedre. Jeg var nærmest bundet til en seng, jeg var døden nær, med min sygdom, jeg havde næsten fået lever svigt, og nyrer svigt af min skide sygdom. Jeg kunne ikke gå, jeg var blegere end sne næsten også vejede jeg 24 fucking kilo? Hele min barndom røg væk den sommerferie, i 2007. Ikke at det var nogen god barndom men ja. Jeg lå døden nær i en seng, 2 dage før og lægen ville have ment det var for sent. Jeg fik hvad 2 uger af den sommerferie, 2 uger af 2 måneder, bare på at genoptræne mig selv. Jeg kunne hverken gå, løbe eller holde balancen mere. Jeg måtte lærer mig selv at gå igen, jeg måtte lærer mig selv at cykle, og generelt holde balancen igen. Jeg var skræmt fra vid og sans, og vidste ikke om jeg skulle overleve. Også var der jo lige mobningen oven i købet. Tænk lige over det inden du giver op. Jeg kæmpede imod det i OTTE FUCKING ÅR?! Hvor sur og rasende tror du lige jeg blev? Men det gav potte til sidst, jeg fik venner, jeg blev social, og begyndte at få gode pige venner.

Og ikke nok med det, jeg mistede min bedsteven som 5 årig.. Han røg igennem isen, og blev senere fisket op af en kran, det har bogstaveligt brændt sig ind i hjernen på mig.

Ja, mit liv er ikke lige frem en prinse historie. Men hey, man kan jo ikke vinde alt vel?

Men idag, er jeg slet ikke sådan, jeg har venner, en dejlig familie, nogen fede URL venner også. Også er jeg så skide social det gør ondt. Jeg ville bare ud med det, for nu kunne jeg ikke holde det tilbage. Og jeg er underligt nok ikke blevet emo af den omgang, jeg er en frisk glad og utrolig livsglad dreng, der hygger mig dagligt.